Lars Michaelsen

Lars Michaelsen

Om forfatteren

Lars er uddannet Cand.scient.pol. (1988) ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Han har en journalistisk tillægsuddannelse fra 1984-85 ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

I årene 1988-1996 var Lars ansat ved Amtsrådsforeningen (nu Danske Regioner), hvor han arbejdede med sygehus- og sundhedsvæsnet i forbindelse med lovgivning, økonomi, planlægning og modeller for takstsamarbejde imellem amterne mm..

Lars var endvidere i en årrække medlem af Dansk Strandards (DS) standardiseringsudvalg for medicinsk informatik, der beskæftigede sig med standarder inden for alle områder af udredning og behandling, hvori IT indgik. Han var desuden medlem af styregruppen for MEDCOM (standarder for elektroniske meddelelser i sundhedsvæsnet).

Fra 1996 har Lars været ansat i Dansk Psykolog Forening, hvor han har beskæftiget sig med stort set alle de områder, Dansk Psykolog Forening har været involveret i, herunder; overenskomstforhandlinger, juridisk og anden rådgivning, politikformulering og politisk interessevaretagelse inden for mange områder social-, sundheds-, familieretlige -, skole- og beredskabsområderne, kvalitet og etik i psykologiske ydelser, markedsføring af og beskæftigelsesprojekter for psykologer, standarder og retningslinjer for specialisering af psykologer samt psykologisk testning nationalt og internationalt og psykoterapi.

Lars har i en årrække været medlem af følgende organisationer:

Board of Assessment (tidligere Standing Committe on Test and Testing) i den europæiske psykologføderation EFPA, hvor han har medvirket til udvikling af testbrugerkvalifikationer, og revision af EFFPA’s standard for vurdering af testmetoders kvalitet, undersøgelse at psykologers holdninger til test og testbrug mm.

EFPA Test User Accreditation Committee, hvor han har medvirket til udvikling af EuroTest systemet og akkreditering af certificeringsordninger for testbrugerkvalifikationer.

Den internationale standardiseringsorganisation ISO’s tekniske komité PC230, der udviklede ISO 10667, standarden for procedurer og metoder i personvurdering inden for det arbejds- og organisationspsykologiske område.

Dansk Standards standardiserings udvalg S428, der fungerede som spejludvalg i forhold til ISO/PC230 og fastlagede den danske holdning til dokumenterne og deres indhold i PC230 arbejdet. I midten af 1990’erne var han medlem ad DS’s standardiseringsudvalg for medicinsk informatik.

Bestyrelsen for Videnscenter for Professionel Personvurdering, VPP, der arbejder for ”præcision og anstændighed” i erhvervsrettet professionel personvurdering.

Lars har ved flere lejligheder bidraget med oplæg i workshops på konferencer i regi af The International Test Commission (ITC) og The European Federation of Psychologist’ Association. Han har gennemført den danske del af en stor international undersøgelse af psykologers holdninger til test og testning, herunder standarder.

www.larsmichaelsen.dk

lami@webspeed.dk

Professionel udvikling og fokus
På forskellig vis er standarder og retningslinjer kommet i fokus i min professionelle udvikling. I dag er fokus arbejdet for, at de mange internationale standarder inden for psykologisk testning og undersøgelser bringes i praktisk anvendelse.

Fra temmelig tidligt i min karriere gik værdien af standarder op for mig. I praksis kom jeg til at arbejde med det fra tidligt i 1990’erne gennem medlemskab af et standardiseringsudvalg i Dansk Standard. Begrebet ”standard” får hos mange en negativ klang, da standarder og standardisering ofte forbindes med noget kedeligt. Det gik op for mig, at samfundet slet ikke kan fungere, hvis vi ikke har standarder. Hvis vi vil forbedre kvaliteten inden for et område, er vi nødt til at blive enige om krav og forhold, der skal opfyldes, dvs. blive enige om en standard. Så kan vi måle og sammenligne og har mulighed for at forbedre kvalitetssikringen.

Efter en del års arbejde med lovgivning såvel i Danmark som EU-regulering blev jeg bevidst om, at love og standarder i princippet er det samme. Det er i begge tilfælde et sæt af krav, der stilles. Forskellen er den procedure, kravene kommer igennem. Stilles der krav på et område, og de gennemgår lovgivningsprocedurerne med 1., 2. og 3. behandling og vedtages i Folketinget og får Dronningens underskrift, så har kravene lovs kraft. Gennemgår de samme krav procedurerne i eksempelvis ISO og bliver vedtaget, så har vi en ISO standard i stedet. Vedtager Folketinget eksempel, at alt legetøj til børn under 5 år skal overholde ISO standard nr. XXXXX, så får standarden pludselig lovs kraft.

Jeg har således gennem mit arbejde haft fokus på, hvordan det kan lade sig gøre at fremme kvalitet og etik først og fremmest inden for psykologisk udredning og intervention gennem at udarbejde standarder eller fælles krav. Disse krav har jeg arbejdet med at få implementeret på mange måde, herunder gennem påvirkning af EU-regulering, dansk lovgivning og ministeriel regulering og gennem udarbejdelse af standarder og retningslinjer.

I min rejse nåede jeg også ret tidligt til den opfattelse, at der bruges meget tid rundt omkring til at opfinde hjulet igen og igen. Der findes i dag mange internationale standarder og retningslinjer inden for psykologisk tekstning. De ligger frit på hylden lige til at anvende. Der er ingen grund til eksempelvis at udvikle en standardmodel for vurdering af testmetoders kvalitet eller standard for kvalifikationer hos testbrugere. Det findes allerede. De internationale aktører har lavet alt arbejdet, som er til rådighed for alle. De eksisterende standarder har i deres krav indbygget meget stor viden og erfaring fra mange fageksperter om, hvad der skal til for at sikre kvaliteten og etikken.

Nej – den store indsats er i virkeligheden at få standarderne bragt i praktisk anvendelse. Når dette ikke blot sker fra den ene dag til den anden skyldes det især, at det berører mange kommercielle og fagpolitiske interesser. Der er også forskellige strengt testfaglige interesser involveret, men disse forskellige interesser viser sig ofte forholdsvis nemme at bringe sammen og finde løsninger på. Det kræver på grund af især de kommercielle og fagpolitiske interesser et ganske stort arbejde fra mange aktører at få implementeret standarderne.

Udvikling og implementering af standarder er med til at skabe grobund for økonomisk udvikling, forbedret kvalitet og konkurrencekraft, udvikling af videnssamfundet og innovation. Det Danmark skal leve af. Standarder og brug af dem inden for psykologisk testning er en brik i dette. Psykologisk testning er i Danmark i forvejen en milliardforretning, men kan udvikles endnu mere, hvis der kommer en solid og gennemskuelig kvalitetssikring gennem anvendelse af åbne standarder.


Det siger forfatteren om bogen Kvalitetssikring af psykologiske undersøgelser​ (2016)

Derfor skrev jeg bogen:
”Der findes ikke nogen litteratur på dansk, der systematisk beskriver og gennemgår standarder inden for psykologisk testning og undersøgelser. Birgitte Brun og Per Knudsen nævner i deres bog ”Psykologisk undersøgelsesmetodik – En basisbog” ganske kort den Internationale Testkommissions  ”Guidelines for Test Use”. Da denne bog udkom i 2006 fandtes de fleste af de standarder og retningslinjer ikke, som jeg beskæftiger mig med i min bog”.

Mine inspirationskilder:
”Mit mangeårige arbejde med standarder og deres værdi sammenholdt med, at jeg har konstateret, at der ikke er ret mange, der kender til de internationale standarder og deres anvendelsesmuligheder inden for psykologisk testning. Der er således et stort behov for at sætte fokus på dem. Jeg hår fået meget inspiration gennem mange samtaler og samarbejde med tidligere chefpsykolog Birgitte Brun. Men også mange andre personer nationalt og internationalt”.

Det er jeg særligt stolt over:
”Jeg er mest glad for at kunne præsentere min opfindelse, ”De Psykologiske Undersøgelsers Kvadratur”, PUK. En testmetode til at teste kvalitetsniveauet hos dem, der gennemfører psykologisk testning. Det kan også bruges til, at en afdeling eller et firma osv. kan få fokus på, hvor det eventuelt halter med kvaliteten. PUK er baseret på implementering af standarder, hvor det nye består i at kombinere certificeringsordninger, testreview mv. Nogle eksisterer allerede andre skal udvikles”.

Sådan finder jeg værdi i mit arbejde:
”Kvalitet og etik betyder meget for mig. Det giver stor værdi at tale med mennesker, der er engagerede og gør en anstrengelse for at yde sit bedste til gavn for andre mennesker. Nogle mennesker er meget vidende og erfarne, andre er ikke. Det er ikke afgørende. Det afgørende er glæden ved at arbejde sammen med andre, der med nysgerrighed og engagement forsøger at gøre det bedste, de kan. Så vi alle kan sige: ”Vi gjorde hvad vi kunne, og vi ved, at vi næste gang kan gøre det endnu bedre”.

Mine forbilleder:
"Immanuel Kant og Albert Einstein. Til dels også Werner Heisenberg. 

Immanuel Kant revolutionerede filosofien, og hans tanker kan ikke undværes i dag, hvis vi vil forholde os til erkendelse og epistemologi. Jeg finder, at Kant er en væsentlig forudsætning for, at psykologien som fagområde kunne udvikle sig, og han har kraftigt bidraget til at bringe den vestlige filosofi ud af mange århundredes dødvande.

Albert Einstein revolutionerede alle vores forestillinger om verdens fysiske virkemåde på det makroskopiske plan gennem sine relativitetsteorier. I dag er det almindelig at bruge udtrykket ”alt er relativt” som følge af Einsteins videnskabelige indsats.

Werner Heisenberg påpegede usikkerhedsrelationerne, der gør sig gældende i den mikroskopiske fysik på atomart niveau. I elementarpartiklernes verden, er det ikke muligt på samme tid at fastsætte sted og hastighed 100 pct. for en partikel. En partikel kan eksempelvis være to steder på samme tid. Hans bidrag er med til at udfordre den menneskelige psyke og evner. Mennesket og dets hjerne er gennem millioner af år udviklet gennem sansning af den dagligdags fysiske verden, som mennesket har stået i – og det er hverken den makroskopiske som mikroskopiske fysisk, der gælder. Det er derfor meget vanskeligt for mennesket overhovedet at begribe og erkende de forhold der gør sig gældende på det fysiske mikroplan. Som en dansk atomfysiker en gang udtrykte i en radioudsendelse: ”Personer, der påstår, de forstår elementarpartiklernes fysisk, lyver”!

Karl Popper har jeg nævnt i min bog, da han har bidraget til belysning af det afgørende videnskabelige fænomen, at vi aldrig kan bevise noget er sandt, men vi kan bevise at noget er falsk. Så han får også et ord med."


Udgivelse på Dansk Psykologisk Forlag

Bogen Kvalitetssikring af psykologiske undersøgelser beskæftiger sig med sikring af kvalitet og etik i psykologisk testning, personvurdering, erklæringsskrivelse og om de internationale standarder og retningslinjer, der er udviklet i forskellige europæiske og internationale sammenhænge. Standardernes indhold og formål, og de måder de kan anvendes på, præsenteres i bogen.

Bogen præsenterer en metode til at teste og måle, om de afdelinger i det offentlige (HR, psykiatrien, pædagogisk-psykologiske kontorer, neurologiske afdelinger mv.), der gennemfører psykologiske undersøgelser, og om konsulentfirmaer, der yder erhvervsrettet personvurdering, gør det med tilstrækkelig kvalitet.

Bogen henvender sig til alle, der er interesserede i psykologisk testning og undersøgelser, og til de mange virksomheder og organisationer, der har en interesse i at sikre kvaliteten.


Bibliografi

  • Michaelsen, L. (2016) ”Kvalitetssikring af psykologiske undersøgelser” København: Dansk Psykologisk Forlag
 

Bog Grundbog om sikring af kvalitet og etik i psykologisk testning, personvurdering og erklæringsskrivelse og om de internationale standarder og retningslinjer, der er udviklet i forskellige europæiske og internationale sammenhænge.

449,00 kr. m/moms

Indkøbskurv

Din kurv er tom.

Kommende udgivelser

Kerneopgaven er organisationens eksistensberettigelse. Den bør være grunden til, at vi går på arbejde.
Udkommer Torsdag 14. december 2017

, , , ,
Hvis det skal lykkes personalet at hjælpe de anbragte unge, skal de kunne håndtere vanskelige situationer på en ordentlig måde og være ekstremt dygtige til at håndtere trusler og provokerende adfærd.
Udkommer Onsdag 3. januar 2018

Højtlæsningsbog om det vigtige første skoleår. Vi følger drengen Noah, hans familie og klassekammerater i skolen og derhjemme og får et helt særligt indblik i, hvordan det føles at være seks år og starte i skole.
Udkommer Tirsdag 9. januar 2018

,
Tells the story of the rich heritage of the Nordic peoples: as explorers, navigators, trendsetters, political and educational innovators.
Udkommer Fredag 20. april 2018

Alle kommende udgivelser

Kommende arrangementer

Forlagets arrangementer

Der er ingen kommende forlagsarrangementer

Øvrige arrangementer

Alle øvrige arrangementer

Gode ideer er velkomne

Har du en idé til en bog? Et manus eller en synopsis? Mangler der en bestemt bog på markedet? Eller har du forslag til bøger, der bør oversættes til dansk? Så hører vi gerne fra dig - skriv til os på info@dpf.dk.

    Vi ser frem til at høre fra dig.