
Anerkendende HR og organisationsudvikling
Inspirerende brugsbog om den anerkendende tilgang til typiske HR- og konsulentopgaver.
Bogen indgår i ERHVERVSPSYKOLOGISERIEN, der handler om psykologien i vores arbejdsliv.
Bøgerne i serien giver indblik i de psykologiske aspekter af vores hverdag på jobbet og kommer med konkrete råd til, hvordan vi kan forbedre vores arbejdsliv – i såvel privat som offentligt regi.
Dette er en lettilgængelig, praksisorienteret brugsbog om, hvordan man udvikler organisationen på anerkendende og udforskende måder sammen med kolleger, leder og kunder. Teorien kobles til praksiseksempler, og der gives forslag til, hvordan forskellige HR-indsatsområder som fx tiltrækning, rekruttering, fastholdelse og udvikling, stress, sygefravær og trivsel samt afvikling kan håndteres med afsæt i anerkendende udforskning. Desuden indeholder bogen en række konkrete værktøjer, metoder, modeller, ideer til anvendelsesmuligheder, dialog- og refleksionsøvelser samt inspirationshistorier baseret på flere HR- og organisationsudviklingskonsulenters nyttige erfaringer med tilgangen.
Anerkendende HR og organisationsudvikling er primært skrevet til interne og eksterne HR-, personale-, uddannelses-, rekrutterings-, ledelses- og organisationsudviklingskonsulenter i såvel private som offentlige virksomheder. Topledere og ejerledere med det overordnede eller fulde ansvar for organisationsudvikling af deres virksomhed kan også med fordel læse denne bog. Bogen henvender sig også til studerende på handelshøjskolerne og de humanistiske uddannelser.
Anerkendende HR og organisationsudvikling. Skab mening, handlekraft og bedre resultater er Maja Loua Haslebo og Danielle Bjerre Lyndgaards anden bogen. Den første bog Anerkendende ledelse. Skab mod, engagement og bedre resultater udkom i 2007.
Maja Loua Haslebo er erhvervspsykolog, forfatter, foredragsholder og selvstændig konsulent.
Danielle Bjerre Lyndgaard er Cand.merc., MMD, forfatter og ledelseskonsulent i DR.