Erhvervspsykologi

ERHVERVSPSYKOLOGI er et tidsskrift om den psykologiske dimension i arbejdslivet, hvis formål er at inspirere og opfordre til en velfunderet og mangfoldig dialog om psykologisk tænkning og metode.

ERHVERVSPSYKOLOGI er skrevet til og af erhvervspsykologer, konsulenter, ledere og HR-medarbejdere og udkommer fire gange årligt.

Læs mere

Årgang 2024 - Temaer

Erhvervspsykologi nr. 1, 2024

Tema: Positiv psykologi anno 2024

Psykologien har fokuseret for meget kun på de syge, proklamerede Martin Seligman, da han i 1998 blev valgt som formand for de amerikanske psykologers forening APA og satte gang i en ny, såkaldt ”positiv psykologi”. Positiv psykologi, som kort fortalt handler om menneskets psykiske sundhed og udvikling, har lige siden studeret menneskers trivsel, lykke, styrker og sundhed. Hvordan bliver positiv psykologi anvendt i praksis her 25 år efter grundlæggelsen – særligt i erhvervslivet og organisationsverdenen? Dette spørgsmål sætter temanummeret fokus på. Temaredaktør: Flemming Andersen

Erhvervspsykologi nr. 2, 2024

Tema: Ledelse af unge generationer

I en årrække har debatten om unge og deres behov, forventninger, krav og muligheder for at skabe sig en bedre fremtid været gennemgående. Hvad siger eksperter om ledelse af og samarbejde med unge generationer, der er ved at etablere sig på arbejdsmarkedet, og som gennem tiden er blevet kaldt alt fra snefnug, 12-talspiger og individualister til curlingbørn? Er det at skabe ledelse af nutidens unge meget anderledes end ledelse af voksne, som er godt i gang med deres arbejdsliv? Dette temanummer handler om, hvad ledere og fagprofessionelle inden for ledelse og arbejdsliv skal vide og kan gøre, hvis de vil prøve at forstå og bygge på det, som unge i dag – og måske i fremtiden – kan og vil i arbejdslivet. temaredaktør: Louise Dinesen

Erhvervspsykologi nr. 3, 2024

Tema: Mistrivsel i lyset af humanitas-teorien

Forandringer er et grundvilkår i samfundet, ligeledes i uddannelsessektoren, hvilket for mange lærere skaber usikkerhed om kerneopgaven: Er opgaven primært dannelse eller uddannelsesforberedelse? Usikkerhed manifesterer sig både i relationer mellem kolleger og mellem lærer og elev. Usikkerheden kommer til syne som mistrivsel og moralsk stress, der opstår, når arbejdsbetingelserne ikke giver mulighed for at handle på basis af ens faglige dømmekraft. Temanummer sætter fokus på mistrivsel og moralsk stress hos gymnasielærere og -ledere og indeholder vidnesbyrd om og perspektiver på emnet ud fra etiske, sociologiske, psykodynamiske og evolutionspsykologiske teorier. Særligt inddrages humanitas-teorien, der er en evolutionspsykologi med vægt på bl.a. kærlighed, uselvisk samarbejde og menneskets iboende moral. Temaredaktør: Rasmus Lund-Nielsen i samarbejde med gæsteredaktører Benedicte Madsen og Lene Tortzen Bager.

Erhvervspsykologi nr. 4, 2024

Tema: Åbent temanummer | Call for Papers

Årets sidste temanummer er åbent og sætter aktuelle perspektiver på arbejdslivets psykologiske dimensioner. Redaktionen opfordrer forskere, konsulenter og andre professionelle, der arbejder med ledelse og erhvervspsykologi, til at sende forslag til artikler. Deadline er 1. maj 2024. Kontakt temaredaktør Flemming Andersen: flandk@gmail.com.

Studierabat

Studerende får 50% rabat på abonnementet.