Morten Kistrup

Morten Kistrup

Om forfatteren

Morten Kistrup er uddannet cand.psych. fra Københavns Universitet og er autoriseret klinisk psykolog. Han har efterfølgende taget en 2-årig efteruddannelse i kognitiv adfærdsterapi for læger og psykologer ved Kognitiv Terapi Center Århus – og er på vej til at blive specialist i psykoterapi.

Morten har en bred psykiatrisk erfaring og psykopatologisk viden, og han har arbejdet i en række forskellige funktioner i psykiatrien. Han er ansat som klinisk psykolog i et psykiatrisk ambulatorium på Psykiatrisk Center Nordsjælland, hvor han arbejder med psykoterapeutisk behandling af mennesker med psykiske lidelser. Tidligere har han været ansat på Psykiatrisk Center Hvidovre, som har ekspertområde i det skizofrene spektrum i Region Hovedstadens Psykiatri.

Morten har udgivet artikler med udgangspunkt i psykologers arbejde i psykiatrien, recovery og stigma, han har bidraget med kapitler til antologien Dømt på forhånd – om stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom af Per Vendsborg m.fl. (red.), og han har siden forfattet sin første bog – Psykologien i psykiatrien – som beskriver psykologiens naturlige og nødvendige plads i nutidens tværfaglige og integrerede psykiatri.

Morten holder desuden foredrag, udarbejder behandlingsmanualer til kognitiv adfærdsterapi, er aktivt involveret i forskning, underviser på psykiatriske centre samt i andre faglige sammenhænge, og han fungerer som supervisor for psykologer, læger og tværfagligt klinisk personale.

Kontakt: morten.kistrup@regionh.dk
 



Det siger forfatteren om Psykologien i psykiatrien. At forstå, forholde sig til og behandle mennesker med skizofreni (2012)

Derfor skrev jeg bogen:
”Der findes flere fremragende grundbøger i psykiatri på dansk. Bøgerne omhandler det psykiatriske behandlingssystem, psykiske lidelser og psykiatrisk behandling. Men – mig bekendt – fandtes ikke en bog om psykologien i psykiatrien. På trods af den åbenlyse sammenhæng, idet psykologi betyder læren om sindet og psykiatri betyder helbredelse af sindet, manglende denne bog. Min bog beskriver psykologiens naturlige og nødvendige plads i nutidens tværfaglige og integrerede psykiatri. Og min påstand er, at psykiatrien ganske enkelt ikke kan løsrives fra psykologien. Dette er illustreret på forsiden, hvor psykologien i form af det græske bogstav Y (psi), som betyder ånd eller sjæl, og psykiatrien, repræsenteret af den græske lægeguds stav, Æskulapstaven, er fremstillet i et forenet symbol. Bogen indeholder grundlæggende viden om udviklingslinjer i psykiatrien, sygdomsmodeller, samspillet mellem menneskets hjerne, psyke og omverdenen samt en psykologisk forståelse, tilgang til og behandling af mennesker med skizofreni. Netop denne patientgruppe er det mest indlysende og klassiske arbejdsområde i psykiatrien. Skizofreni blev tidligere anset for at være en kronisk, nedbrydende hjernelidelse uden mulighed for lindring eller helbredelse, hvorfor mennesker med skizofreni blev betragtet som utilgængelige for psykologisk behandling. I dag opfattes sygdommen ud fra multikausale, udviklingsorienterede sygdomsmodeller. Psykosociale interventioner er en essentiel del af psykiatrisk behandling, og internationale opfølgningsstudier viser, at en væsentlig andel af patienter med skizofreni kommer sig. Skizofreni anvendes i bogen til at illustrere psykologien i psykiatrien.”

Mine inspirationskilder:
”Jeg er opvokset med en far, som er psykiater. Han har altid udstrålet en brændende interesse i feltet og engageret sig i den psykiatriske behandling af det enkelte menneske med en psykisk lidelse. Som barn kom jeg med på besøg på den psykiatriske afdeling, som ung blev jeg mere og mere interesseret i psykiatri, og som voksen har vi fortsat talrige samtaler om psykologi og psykiatri. Som psykolog kan man ikke frasige sig fortidens betydning for den aktuelle tilstand. Jeg tror derfor, at min far har spillet en stor rolle i min interesse for faget. Bogen udsprang af en praktikperiode på et distriktspsykiatrisk center, hvor min praktikvejleder, psykolog Birgit Skovbo Nielsen, motiverede mig for bogens genstandsfelt. Hun brændte – og brænder stadig – for psykologers rolle i psykiatrien. På psykologistudiet underviste psykiater Anne Lindhardt i faget psykiatri. Anne er et kreativt, intelligent og fagligt kompetent menneske med solide grundværdier i forhold til psykiatri. Hun blev vejleder på mit speciale og inspirerede mig til at se det åbenlyse argument: når psykiske lidelser er komplekse i deres form, udtryk og ætiologi, så må denne kompleksitet også afspejle sig i behandlingen. Dette blev grundlaget for bogen om psykologien i psykiatrien.”

Det er jeg særlig stolt over:
”Bogen udsprang af mit speciale fra Københavns Universitet. Jeg kan huske, at mit ønske var at skrive en tekst, der kunne formidle den psykologiske grundforståelse af mennesket, som jeg havde lært gennem mit studium i psykologi, og placere denne viden i psykiatrien. Jeg var optaget af, hvordan mennesker – både med og uden psykiske lidelser – er født med en dynamisk og plastisk hjerne og gennem livet udvikler sig i et gensidigt samspil med sine omgivelser. Denne psykologiske forståelse af mennesket har konsekvenser for, hvordan vi forstår, forholder os til og behandler mennesker med psykiske lidelser. Det ville jeg gerne formidle. Siden er mit speciale gennemgået en omfattende revidering med ny relevant litteratur og praktiske erfaringer fra mit daglige arbejde som psykolog i psykiatrien – og udkommet i bogform. Det lå mig på sinde at skrive en bog, som var solidt akademisk funderet, men som stadigvæk kunne læses af alle. Bogen er en fagbog, men den henvender sig til alle faggrupper i psykiatrien og andre, som har en interesse for et psykologisk perspektiv på psykiatri. Bogens berettigelse understøttes af den stigende udvikling i antallet af psykologer i det psykiatriske behandlingssystem, den brede anvendelse af psykologers kompetencer i psykiatrien og den nye uddannelse af specialpsykologer i psykiatri.”

Sådan finder jeg værdi i mit arbejde:
”Når man er psykolog og fortæller, at man arbejder i psykiatrien, så får man indimellem spørgsmålet: ”Hvordan kan du holde det ud?”. I spørgsmålet ligger en antagelse om, at ens arbejdsdag består af en lang række samtaler med mennesker, som er forpinte. Det er ikke forkert, at mennesker med psykiske lidelser er svært forpinte og hæmmede i deres livsudfoldelse, men det er et vigtigt faktum, at langt de fleste af disse mennesker gennem behandlingen i psykiatrien får det bedre og kommer sig fra deres psykiske lidelse. Mennesker udvikler sig livet igennem. Det er vi bygget til, og sådan har det altid været. Vi bliver født med en hjerne, der både former og formes af samspillet med omverdenen. Vi lærer og udvikler os hele livet gennem. Dette er både kernen i det akademiske fag psykologi og udgangspunktet for den praktiske psykologiske behandling: Dels at forstå, hvorfor det enkelte menneske har udviklet sig i en bestemt retning, og dels at anerkende menneskets fortsatte mulighed for at udvikle sig i en ny retning. Den engelske børnepsykiater John Bowlby har i værket ”En sikker base. Tilknytningsteoriens kliniske anvendelser” fra 1988 skrevet: ”Denne bestandige evne til forandring betyder, at man på intet tidspunkt i sit liv er usårlig overfor modgang, og at man på intet tidspunkt er uimodtagelig for gunstig påvirkning. Det er dette vedvarende forandringspotentiale, der gør effektiv terapi mulig.”. Jeg kunne ikke være mere enig. Og det giver mig værdi i mit daglige arbejde som psykolog i psykiatrien. At jeg kan være med til at forstå og facilitere menneskers udvikling og fremme deres mulighed for at komme sig fra psykiske lidelser.”  

Mine forbilleder:
”Jeg har ikke ét forbillede inden for psykologien. Det er netop det herlige ved psykologien; dens bredde og mangfoldighed.”
 



Udgivelser på Dansk Psykologisk Forlag

  • I Mortens første bog Psykologien i psykiatrien. At forstå, forholde sig til og behandle mennesker med skizofreni (2012) beskrives psykologiens naturlige og nødvendige plads i nutidens tværfaglige og integrerede psykiatri.

    Omdrejningspunktet i bogen er en psykologisk forståelse af, tilgang til og behandling af mennesker med skizofreni, som tidligere blev betragtet som utilgængelige for psykologisk behandling. Morten pointerer, at sygdommen i dag opfattes ud fra multikausale, udviklingsorienterede sygdomsmodeller og psykologers arbejde er derfor en essentiel del af den psykiatriske behandling i teori og praksis.

    Psykologien i psykiatrien henvender sig til psykologer, psykiatere, sygeplejersker og andre faggrupper inden for psykiatrien samt studerende inden for psykologi og beslægtede fagområder.

    "Morten Kistrup har gjort psykiatrien en tjeneste med denne velskrevne bog, som har et tydeligt budskab, og som formidler sit stof – herunder vanskeligt tilgængelige teorier – med præcision og i et klart sprog med gode pointer.” Fra bogens forord af Anne Lindhardt, formand i PsykiatriFonden.

    Anmeldercitater:
    • ”Bogen er velskrevet og solid med en let og elegant formidling af svært stof på en levende og anvendelig måde.” Bo Møhl, klinisk psykolog
    • ”Det er imponerende, så meget stof forfatteren har formået at inddrage. Bogen anbefales varmt til alle, der har deres arbejde inden for psykiatrien eller er interesserede i området.” Birgitte Brun, Psykolog Nyt, nr. 20, 2009.

      Du kan læse hele Birgittes anmeldelse her: http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/17686.pdf.
       


Video/andet



Bibliografi

  • Kistrup, M. (2012). Psykiatrien i et andet lys. I Psykolog Nyt, nr. 16, s. 14-16.
  • Kistrup, M. (2012). Psykologien i psykiatrien – at forstå, forholde sig til og behandle mennesker med skizofreni. København: Dansk Psykologisk Forlag.
  • Kistrup, M (2011). Psykologien bag stigmatisering. I Psykiatri-Information, nr. 4, 18. årg., s. 6-8.
  • Kistrup, M. (2011). Psykologien i psykiatrien – psykologer i psykiatrien? I Psykologisk set, nr. 82, s. 13-24.
  • Kistrup, M. & Kistrup, K. (2011). Psykologien bag stigmatisering. I Vendsborg, P., Blinkenberg, S., Kistrup, K., Lindhardt, A. & Nordentoft, M. (Red.), Dømt på forhånd – om stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom, s. 27-35. København: Psykiatrifondens Forlag.
  • Kistrup, K. & Kistrup, M. (2011). Fordomme og diskriminering i befolkningen, på arbejdsmarkedet og i psykiatrien – at gøre kronisk eller give håb om at komme sig. I Vendsborg, P., Blinkenberg, S., Kistrup, K., Lindhardt, A. & Nordentoft, M. (Red.), Dømt på forhånd – om stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom, s. 67-82. København: Psykiatrifondens Forlag.
  • Kistrup, M., Madsen, J., Aggernæs, K.H. & Wang, A.G. (2009). Sektorsamarbejde i psykiatrien – en interorganisatorisk follow-up undersøgelse. I Ugeskrift for læger, nr. 171, 48, s. 3514-3518.
  • Kistrup, M. & Nielsen, B.S. (2008). Personlige beredskabsplaner. I Psykolog Nyt, nr. 20, s. 3-7.


     

Bog *OBS: NEDSAT* Omdrejningspunktet er en psykologisk forståelse af, tilgang til og behandling af mennesker med skizofreni, som tidligere blev betragtet som utilgængelige for psykologisk behandling.

99,00 kr. m/moms

Indkøbskurv

Din kurv er tom.

Kommende udgivelser

,
Nyt prøvemateriale til mellemtrinnet. EVALD afdækker elevernes forståelse af fag- og skønlitterære tekster.
Udkommer Mandag 18. november 2019

, ,
Ledelsesredskaber og inspiration til at udvikle mere samarbejdende og innovative organisationer, der sætter medarbejdernes potentialer, viden og erfaringer i spil.
Udkommer Fredag 6. december 2019

, , , , , , , , , , , , , , ,
Tema: Dialogisk undervisning og pædagogisk praksis
Udkommer Torsdag 12. december 2019

, , , , , , , , , , ,
Volume 17 - nummer 4 - december 2019.
Udkommer Fredag 13. december 2019

Alle kommende udgivelser

Kommende arrangementer

Forlagets arrangementer

Fredag 15. november 2019 kl. 10:00 - Søndag 17. november 2019 kl. 18:00

Alle forlagets arrangementer

Øvrige arrangementer

Alle øvrige arrangementer

Gode ideer er velkomne

Har du en idé til en bog? Et manus eller en synopsis? Mangler der en bestemt bog på markedet? Eller har du forslag til bøger, der bør oversættes til dansk? Så hører vi gerne fra dig - skriv til os på info@dpf.dk.

    Vi ser frem til at høre fra dig.