Vejledning til forfattere og forfatteres samarbejdspartnere hos Dansk Psykologisk Forlag
AI kan være en god hjælp i skriveprocessen, og vi vil gerne have, at du taler med os om, hvordan du bruger den. Du er forfatteren, og det er dig, der har ansvaret for din bog. Vejledningen her gælder dig og dine samarbejdspartnere, og den viser, hvad vi forventer, og hvordan vi taler sammen om det.
→ Læs vejledningen om brug af AI (PDF)
Det vægter vi højest
- Ophavsret: Du er ophavsperson og har ansvaret for dit værk. Respektér andres rettigheder og fortrolighed.
- Kvalitet: AI må gerne hjælpe dig, men må ikke erstatte din faglige dømmekraft eller dit selvstændige arbejde.
- Tillid: Vær åben over for os om din brug af AI.
Det kan AI hjælpe dig med
- Idéer og inspiration
- Forslag til struktur og disposition
- Sproglig forbedring og korrektur
- Figurer, diagrammer og grafik med dine egne data og tekster
Du skal selv gennemgå og vurdere indholdet, sikre at det er korrekt og originalt, og bearbejde AI’s forslag, før du bruger dem.
Det skal du selv stå for
- Hele kapitler eller store dele af manuskriptet
- Faglige vurderinger, analyser og konklusioner
- Tekst, der sættes ind i manuskriptet. Den skal altid bearbejdes af dig.
- Citater, kilder og referencer. Dem skal du selv kontrollere, hvis du får dem fra AI.
Dit ansvar
AI kan ikke stå som forfatter eller medforfatter. Du har ansvaret for, at indholdet er korrekt, og at værket er originalt. Du har også ansvaret for, at lovgivning og etiske hensyn overholdes, og for fejl eller ophavsretskrænkelser, der skyldes brug af AI.
Fortæl os om det
- Brug af AI i arbejdet med manuskriptet skal du fortælle din redaktør om.
- Omfattende eller systematisk brug skal aftales tidligt, gerne når du sender dit udgivelsesforslag.
- Vi kan bede dig kort beskrive brugen i bogens forord eller indledning.
Er du i tvivl?
Spørg hellere én gang for meget. Har du spørgsmål til et bestemt værktøj, til hvordan du må bruge det, eller til om en anvendelse er hensigtsmæssig, så kontakt din redaktør.