De fleste, der beskæftiger sig med pleje og omsorg, står formodentlig overfor problematisk adfærd og konflikter i deres arbejdsliv. Det kan være udfordrende at tackle og sætte etikken på prøve. Gennem sit arbejde med adfærdsproblemer bidrager psykolog Bo Hejlskov Elvén med en række perspektiver, principper og metoder, der blandt andet virker konfliktnedtrappende og værner om etikken i pleje og omsorg.
Tema
Psykolog Bo Hejlskov Elvén Low arousal
Bo Hejlskov Elvén er, udover psykolog, også konsulent, underviser og foredragsholder. Han arbejder med, hvordan man forebygger og håndterer adfærdsproblemer og konfliktfuld adfærd, både i vuggestuen, børnehaven og skolen samt i psykiatrien og ældreplejen. Han beskæftiger sig primært med at rådgive personale, der arbejder med både børn og voksne med autisme, ADHD, misbrug eller andre psykiatriske tilstande. Centralt i hans arbejde er low arousal-pædagogik.
Etik i pleje og omsorg
Bo Hejlskov Elvén har den almene etik som omdrejningspunkt i sit arbejde. Det grundlag, som pædagogisk arbejde med low arousal-tilgangen bygger på, er en række etiske principper, som han præsenterer i bogen Kort & godt om KONFLIKTER OG LOW AROUSAL. Principperne kredser om rettigheder, selvbestemmelse og respekt: Alle mennesker har samme værdi, har ret til så meget selvbestemmelse som muligt og til at være dem, de er. Mennesker med særlige behov har samme rettigheder som andre, og uanset alder og funktionsniveau skal alle behandles med respekt. I pleje- og omsorgsarbejde skal man være opmærksom på ikke at komme til at tilsidesætte menneskers rettigheder i forsøget på at regulere deres adfærd.
Adfærdsproblemer og low arousal
Med afsæt i de etiske principper fremlægger Bo Hejlskov Elvén de pædagogiske grundprincipper i low arousal-tilgangen. Man skal møde mennesker med en forventning om, at de vil det bedste og gør deres bedste, og have forståelse for, at når det ikke lykkes for dem, skyldes det, at de krav og forventninger, der stilles til dem, ikke stemmer overens med deres ressourcer og evner. Han understreger vigtigheden af ikke at fralægge sig ansvar, når de metoder, man benytter, ikke virker. I stedet er der behov for refleksion over og ændring af metoden, og de gode metoder er dem, der opbygger tillid til personalet. Som professionel skal man tage ansvar, tillidsopbygge, være i stand til at regulere sine egne følelser og hjælpe med at skabe balance mellem krav og evner. Som han skriver, handler low-arousal pædagogik grundlæggende om at skabe gode rammer:
”Low arousal bygger på idéen om, at vi skal skabe en rolig hverdag for mennesker, som ikke er så gode til at regulere deres følelser på egen hånd.”
Metoderne i low arousal-tilgangen omhandler både verbale udtryk og kropssprog: at tale roligt og have et afslappet kropssprog, der ikke virker dominerende. Desuden er der en række afledningsmetoder, man kan benytte sig af. Målet med metoderne er at modvirke opgang i følelsesintensitet, som ordet arousal dækker over, og således hjælpe mennesker med at bevare deres selvkontrol. Med andre ord forsøger man at modvirke at affekt øges. I bogen Problemadfærd ved udviklingsforstyrrelser og intellektuel funktionsnedsættelse, hvor han fremlægger affektteorien, skriver Bo Hejlskov Elvén, at det interessante med hensyn til problemadfærd ikke er affekten i sig selv, men ”hvor voldsomt den opleves, og hvordan den smitter”.
Udover de ovenstående metoder består arbejdet med low arousal i at evaluere: Hvad var de udløsende faktorer i en given konfliktoptrapning? Var forventningerne til den pågældende person for høje, og på hvilken måde?
Udfordringer i børnefamilien
Perspektiverne og metoderne kan også bruges af forældre i børnefamilier, der har behov for hjælp til at håndtere konflikter i hjemmet. I bogen Rabalder i børnefamilien, som Bo Hejlskov Elvén har skrevet sammen med journalist Tina Wiman, kan man finde råd og vejledning til, hvordan man kan bruge metoderne fra low arousal-tilgangen til at tackle konflikter med børn, der er udadreagerende eller har en diagnose. Som forælder skal man også sætte spørgsmålstegn ved, om de krav, man stiller, matcher barnets evner, da uoverensstemmelse mellem krav og evner som nævnt kan være konfliktudløsende. Desuden har det betydning, at de krav og regler, forældre stiller, er forståelige og virker meningsfulde for barnet. Hvis børn ikke oplever regler som meningsfulde, vil de være mindre tilbøjelige til at følge dem. I mange tilfælde kan forældre med fordel bruge afledning som metode fremfor irettesættelse og krav. Således kan man fange og regulere barnets opmærksomhed og på denne måde styre udenom konflikter.
Sammen med social- og specialpædagogisk vejleder Hanne Veje har Bo Hejlskov Elvén lavet podcasten Hejlskov og Vejes pædagogikpod, hvor man kan høre om low arousal, etik, tilgange, metoder og mere.
Bøger af Bo Hejlskov Elvén
-
Kort & godt om KONFLIKTER & LOW AROUSAL
Kort og klar viden til dig, der har med mennesker at gøre, og som gerne vil håndtere og forebygge konflikter på en god og menneskelig måde.
225,00 kr. -
Problemadfærd ved udviklingsforstyrrelser
Ny, gennemrevideret udgave af klassikeren på det specialpædagogiske område
369,00 kr. -
Kort & godt om PÆDAGOGISK ETIK
Hvad er pædagogisk etik? Hvad gør man, når man havner i et etisk dilemma? Hvordan håndterer man de udfordringer og uventede situationer, man møder i det pædagogiske arbejde?
225,00 kr. -
Håndtere, evaluere, forandre
Denne bog kombinerer low arousal-principperne og den personcentrerede tilgang til en pædagogisk helhed. Værktøjerne er inddelt i tre forskellige værktøjskasser: håndtere, evaluere og forandre.
400,00 kr. -
Rabalder i børnefamilien
Hvad gør man, når konflikten raser? Hvordan undgår man det næste sammenstød – uden magtkamp med vindere og tabere? Hvordan håndterer man børn med stærke følelser?
290,00 kr. -
Adfærdsproblemer hos børn og unge
Adfærdsproblemer er en af de store udfordringer i institutionen, i skolen, i børn og unge-forvaltningens regi, i børne- og ungdomspsykiatrien, i hjemmet og i fritiden.
360,00 kr. -
Adfærdsproblemer i vuggestuen og børnehaven
Ud fra 17 praktiske principper giver bogen viden om, hvad konflikter er, hvorfor de opstår, og hvordan man som pædagog kan forebygge eller løse dem i hverdagen – trin for trin.
280,00 kr. -
Kort & godt om AUTISME
Hvad er autisme? Og hvordan støtter man bedst mennesker med autisme, så de kan leve et godt liv?
195,00 kr.