Kognition & Pædagogik

Hold dig ajour med de nyeste tendenser og aktuelle temaer i den pædagogisk-psykologiske forskning og praksis.

Kognition & Pædagogik præsenterer den nyeste viden inden for felter som: Læring og kreativitet - Hjerne, psyke og eksistens - Intelligens og kompetenceudvikling - Generel pædagogik og specialpædagogik - Videnskabelige, moralske og æstetiske læreprocesser.

Hvert af de fire årlige numre er skrevet af førende fagfolk og forskere fra ind- og udland. Redaktionen repræsenterer et bredt udsnit af dansk pædagogisk-psykologisk forskning og praksis.

Læs mere

Årgang 2024 | Temaer

Kognition & Pædagogik | Nr. 131

Inklusion og Salamanca-erklæringen

Dette temanummer kaster et kritisk blik på 30 års inklusionsindsats i den pædagogiske praksis i Danmark. I 1994 tilsluttede 92 nationer og 25 organisationer fra hele verden sig til Salamanca-erklæringen. Denne tilslutning dannede afsæt for begrebet og arbejdet med ”inklusion” og senere også ”inkluderende praksisser” i dagtilbud og skoler. Salamanca-erklæringen har på den måde haft en enorm indflydelse på alle niveauer af det pædagogiske liv: fra ministerium til forvaltning og herfra til den konkrete pædagogiske praksis i dagtilbud og skoler. I 2024 fylder Salamanca-erklæringen 30 år, hvorfor det er oplagt at gøre status på arbejdet med inklusion. Temanummerets artikler samler op på inklusionsforskningen og erfaringerne på feltet de seneste 30 år, stiller nye spørgsmål og bidrager med nye vinkler på inklusionsarbejdet anno 2024. Temaredaktører: Micki Sonne Kaa Sunesen og Jonas Sprogøe

Kognition & Pædagogik | Nr. 132

Relationsbrud

Dette temanummer undersøger, hvorfor børn og unge i stigende grad oplever såkaldt relationsbrud, og hvad man kan gøre for at forebygge disse. Flere og flere borgere, især børn og unge, får psykiatriske diagnoser. Årsager og løsninger bliver diskuteret i mange fora, men ét aspekt er måske overset, nemlig relationsbrud. Når vi ser på de udsatte børn og unges journaler og sagsmapper, er der nemlig noget, der går igen. Det handler om ofte accelererende udskiftninger af pædagoger, lærere, socialrådgivere, konsulenter og psykologer i deres liv. Det kan virke ekstra belastende for udsatte børn og unge, hvis liv på hjemmefronten ofte netop relationelt er præget af ustabilitet. Der er brug for, at vi alle sammen igen, i nye tider og under nye betingelser, skal se på betydningen af tilknytning og stabile relationer i børn og unges liv, ja, i alles liv. Temanummeret indeholder forslag til, hvordan forvaltninger, institutioner, organisationer og arbejdspladser kan sætte fokus på stabile relationer på mange planer. Temaredaktører: Frans Ørsted Andersen og Pernille Darling

Kognition & Pædagogik | Nr. 133

Stille psykiske forstyrrelser

Dette temanummer handler om stille psykiske forstyrrelser, som ofte er kendetegnet ved negative forestillinger om at fejle, og som kan resultere i skolevægring. Sådanne psykiske forstyrrelser er primært indadrettede i deres udtryk med selvkritiske tanker og defensiv adfærd, men uden at de er afgrænset til bestemte psykiatriske diagnoser. For skolerne er de stille forstyrrelser anonyme i deres udtryk og er dermed i risiko for at blive overset. Fokus er i stedet ofte på forstyrrelser, der i deres udtryk er rettet mere ud mod omgivelserne. I dette temanummer ser vi på de stille forstyrrelser, som typisk ikke er knyttet til store adfærdsvanskeligheder, men som omfatter stor lidelse og mistrivsel, og som kan have konsekvenser for læring og udvikling. Vi diskuterer bl.a. følgende spørgsmål: Hvordan kan social angst påvirke evnen og overskuddet til læring? I hvilket omfang kan og bør en lærer intervenere i forhold til mistanke om en forstyrrelse som depression? Hvordan tilrettelægger man undervisning, så stille elever bedst muligt inkluderes? Temaredaktører: Simon Nørby og Pernille Darling

Kognition & Pædagogik | Nr. 134

Sundhedsdiskurser

Dette temanummer giver indblik i, hvilke aktuelle diskurser sundhedsprofessionelle skal forholde sig til, og hvordan borgerne oplever, at der kommunikeres i det danske sundhedsvæsen om både diagnose og behandling. Sundhedsprofessionelle har hver dag samtaler med patienter, hvor de skal mestre kunsten at formidle viden, som er svær at forstå. De skal samtidig forstå, hvad der er på spil for patient og pårørende og på samme tid koordinere og sikre kvaliteten i patienternes forløb i et sundhedsvæsen i forandring. De skal herudover løbende forholde sig til skiftende tiders forskellige sundhedsparoler, under skiftende politiske prioriteringer og som en del af de løbende aktuelle sundhedsdiskurser. Temanummeret belyser bl.a. spørgsmål som: Hvad er vigtigt set fra patientens, lægens og sygeplejerskens perspektiv? Hvordan ser det ud, når man har fokus på at inddrage patienten i dialogen? Og hvordan opleves det, når man som kliniker skal lære at udøve fælles beslutningstagning og i højere grad inddrage patientens perspektiv og præferencer? Temaredaktører: Lea Lund og gæsteredaktør Karina Olling

Studierabat

Studerende får 50% rabat på abonnementet.