ADHD er en tilstand, hvor det centrale i symptombilledet er forstyrrelse af opmærksomheden og hyperaktivitet, hvilket kan give udfordringer i dagligdagen på forskellige måder gennem livet. Men ADHD er også kreativitet, drive, nysgerrighed, energi og idérigdom. Det er en anderledes måde at være i verden på.
Tema
ADHD og ADD
Årsagen til ADHD er kompleks, men antages at være en kombination af arv og miljø. De typiske symptomer, som er beskrevet i de internationale diagnosesystemer, er uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Det er dog ikke alle disse symptomer, der er til stede hos den enkelte. I bogen Kort og Godt om ADHD af Per Hove Thomsen kan man blandt andet få et mere detaljeret overblik over kriterierne for ADHD-symptomer samt dybere indsigt i de udfordringer, der er i livet med ADHD, og behandlingsmuligheder. Denne artikel præsenterer nogle af de udfordringer, mennesker med ADHD oplever, og fremhæver desuden de overordnede særlige karakteristika, der er for variationen ADD.
Udfordringer i de forskellige livsfaser
De udfordringer, som mennesker med ADHD oplever, kommer ofte til udtryk på forskellige måder afhængig af alder og kan ændre sig gennem livet. For førskolebarnet kan den manglende evne til at kontrollere opmærksomheden betyde, at det bliver distraheret og har svært ved at fastholde fokus i aktiviteter og således indgå i lege med andre børn. For skolebarnet betyder det ofte, at det har svært ved at opfylde de forventninger, der er i et klasselokale: kontrolleret at kunne skifte opmærksomhedsfokus, at koncentrere sig i lang tid og huske beskeder fra lærerne. Både skolebarnet og den unge med ADHD kan ligeledes opleve udfordringer med at leve op til de forventninger og sociale koder, der er i samværet med klassekammerater og venner, blandt andet på grund af impulsivitet. For unge og voksne betyder øgede forventninger med hensyn til blandt andet faglighed, selvdisciplin, forpligtelser og graden af organisering af hverdagen i hjemmet, i skolen og på arbejdet, at vanskelighederne med at kunne strukturere og planlægge kan blive mere udtalte og udfordrende på nye måder. De kan opleve søvnproblemer, humørsvingninger og indre uro. Desuden kan udfordringer med impulsivitet føre til såkaldt ”risikoadfærd” hos den unge.
Hos både børn og voksne ses ofte andre former for vanskeligheder og diagnoser, heriblandt depression og angstsymptomer, Tourettes syndrom, autisme og OCD. Hos unge og voksne kan det også resultere i misbrugsproblemer.
ADD opdages ofte sent
ADD er en variation af ADHD, hvor opmærksomheds- og koncentrationsproblemer også er centralt, men hvor hyperaktivitet ikke er en del af symptombilledet eller blot ikke synlig. Det betyder, at ADD kan være sværere at få øje på, da ADHD hos mange ofte associeres med hyperaktivitet. Mennesker med ADD er som regel mere stille, og man ser ofte, at børn med ADD først reagerer på de udfordringer, de oplever i skolen, når de kommer hjem, hvilket betyder at lærerne har sværere ved at opdage deres udfordringer. Desuden er der ikke lige så meget viden om ADD, og i nogle tilfælde diagnosticeres mennesker med denne tilstand med blandt andet depression eller angst, mens ADD overses i første omgang.
Positive aspekter
Da livet med ADHD kan være meget udfordrende, er der et forståeligt fokus på, hvilke problemer mennesker med denne tilstand har, så man kan forstå deres udfordringer og dermed hjælpe dem i deres hverdag, men der er også nogle positive sider af tilstanden, som kan være en styrke for mennesker med ADHD. Heriblandt kan nævnes kreativitet og idérigdom, som kan være kilde til nye innovative aktiviteter, initiativer og forslag og virke inspirerende og motiverende for både skolekammerater, venner og kollegaer. De positive aspekter og betydningen af også at fremhæve dem kan man læse mere om i bogen Super ADHD af Majbritt Augustinus.
ADHD hos piger og kvinder
I mange år har ADHD nærmest været opfattet som en ‘drenge-diagnose’, hvilket har betydet, at mange piger og kvinder i årevis har gået under radaren med udiagnosticeret ADHD. Og generelt bliver piger og kvinder diagnosticeret i en senere alder en drenge og mænd. Man har også fundet ud af at ADHD kan vise sig på nogle lidt andre måder hos piger og kvinder, hvilket kan gøre det sværere at få øje på – og dermed også sværere at få stillet den rette diagnose og komme i behandling. Heldigvis er der mere og mere fokus på emnet – og på de særlige udfordringer og vilkår, det giver for piger og kvinder med ADHD.
I bogen Kvinder og ADHD møder man 10 stærke og følsomme kvinder, der ærligt fortæller om deres liv med ADHD. Den giver et sjældent indblik i en verden af kærlighed og kaos, familieliv, frustration, gåpåmod, idérigdom, skam, sorg og lettelse.
Bøger om ADHD og ADD
-
Kort & godt om ADHD
Hvad er ADHD? Hvorfor får man ADHD? Hvordan stilles diagnosen? Hvordan foregår behandlingen?
225,00 kr. -
Kort & godt om ADD
Hvad er ADD – og hvordan opdager man det? Hvad kan man selv gøre, og hvordan kan andre hjælpe?
195,00 kr. -
Stille ADHD
Fortællinger om livet med ADD.
280,00 kr. -
GOD HVERDAG - med ADHD, ADD
Guldkorn og gode råd - lige til at gå i gang med!
199,00 kr. -
Super ADHD
En bog om symptomer, styrker, myter – og super lyse fremtidsudsigter.
299,00 kr. -
Kvinder & ADHD
Fortællinger om sendiagnoser, forældreskab, arbejdsliv, skam og succesoplevelser giver et spejl til kvinder med ADHD.
299,00 kr. -
ADHD i skolen
Her får du som lærer eller pædagog en række konkrete strategier, som hjælper til at nedbringe konflikter og skældud, og som skaber en mere positiv stemning i klasseværelset for alle. Ved at styrke relationer, opmærksomhed og kommunikation kan lærere og pædagoger hjælpe børn til bedre trivsel i klassen.
260,00 kr. -
Skal jeg fortælle dig om ADHD?
I denne bog kan du møde Matthias – en dreng med ADHD, der fortæller om sig selv og sit liv set fra hans perspektiv. Bogen kan hjælpe børn og voksne til bedre at forstå de udfordringer, der følger, når man har ADHD. Matthias beskriver bl.a.: hvad ADHD er, og hvordan det føles hvordan han fik sin diagnose hvordan man kan…
150,00 kr.