JH

Jakob Hansen

Om forfatteren

Jakob Hansen er cand.scient. i idræt og psykologi samt European Master i sportspsykologi. Derudover er Jakob videreuddannet inden for kognitiv terapi, ACT samt anerkendende metoder.

Han er ansat som sportspsykologisk konsulent i Team Danmark, hvor han arbejder med coaching af eliteatleter, teamudvikling af landshold og sparring med landstrænere i forhold til ledelsesmæssige og psykologiske problemstillinger. Han arbejder også med uddannelse og udviklingsforløb for atleter, teamudvikling for hold og uddannelse og coaching af trænere. Han er desuden medforfatter til bøgerne Gyldendals Idrætspsykologi, Trænerrollen samt Træneren som coach.

Udgangspunktet i Jakobs arbejde og forfatterskab er ønsket om optimering af præstationer og trivsel blandt idrætsudøvere med afsæt i præstationspsykologiske og almenpsykologiske tilgange.

Jakob er tidligere nærformand i Dansk Idrætspsykologisk Forum.

Team Danmark (profil): www.teamdanmark.dk/eksperter/sportspsykologi

Kontakt: jaha@teamdanmark.dk


Det siger forfatteren om Træneren som coach. En praktisk guide til coaching i sport (2009)

Derfor skrev jeg bogen:
”Der er rigtig mange bøger om coaching, men ingen der dykker ned i sportens verden og beskriver træneren som coach. Coaching giver træneren en række exceptionelle muligheder – men også en række udfordringer i forhold til at bruge coaching i en præstationskontekst, hvor man sætter folk af og på.”

Mine inspirationskilder:
Alle de trænere og atleter, jeg har arbejdet sammen med.”

Det er jeg særlig glad for:
”At det har inspireret mange trænere til at bruge coaching i situationer, hvor det gør en forskel og til at lade være, der hvor det ville skabe mere frustration.”

Sådan finder jeg værdi i mit arbejde:
At hjælpe atleter og trænere til at skabe den udvikling og forandring de ønsker på vejen mod deres mål og passion, med alle de udfordringer de møder på deres vej.”

Mit forbillede:
Den amerikanske sportspsykolog Peter Haberl, fordi han udfordrer den klassiske sportspsykologi og går nye veje.”  


Udgivelser på Dansk Psykologisk Forlag

  • Jakob har i samarbejde med Kristoffer Henriksen skrevet Træneren som coach. En praktisk guide til coaching i sport (2009), der er en lettilgængelig og praktisk anvendelig håndbog for træneren på alle niveauer, der gerne vil lære, eller blive bedre til,­ at bruge coaching i det daglige arbejde.Alle trænere, der har mod på at inddrage deres udøvere og selv har lyst til at udvikle sig, kan lære at coache. Coaching er ikke forbeholdt eliten. Og med udgangspunkt i systemteori og den anerkendende tilgang beskriver Jakob og Kristoffer, hvordan coaching kan tilpasses trænerrollen, samt hvornår træneren kan og ikke kan bruge coaching.

    ​Træneren som coach fokuserer på coaching i fire ”arenaer”: ­

    • Den enkelte idrætsudøver på banen ­
    • Den enkelte idrætsudøver uden for banen ­
    • Teamet på banen ­
    • Teamet uden for banen.

    Forfatterne gennemgår forskellige spørgsmålstyper i de fire arenaer og giver indsigt i, hvilke spørgsmål, der virker hvornår. For hver model er der eksempler på konkrete spørgsmål og uddrag af dialoger mellem træner og udøver, som de kan udfolde sig i praksis.

    Anmeldercitater:

    • ”Vi har savnet en god bog om coaching henvendt til trænere; en bog som trænerne kan forstå og bruge, og som samtidig bygger på et solidt fagligt grundlag. Så vi er glade for at denne bog er kommet.” Christian Steffensen, konsulent i Dansk Sejlsportsunion
    • ”Træneren som coach er en fantastisk kilde til inspiration for min daglige trænergerning. Den er god og præcis og indeholder konkrete modeller for, hvordan du som træner kan coache systematisk og effektivt.” Lars Høgh, forfatter og tidligere landsholdsmålmand
    • ”Bogen har stor relevans for mig i mit daglige arbejde med eliteudøvere, hvor coaching er et vigtigt element for at få udøverne til at udnytte deres fulde potentiale. Omvendt har jeg ikke erfaring med at coaching i sin reneste (klassiske) form er det optimale. Men da bogen arbejder ud fra et stærkt funderet teoretisk grundlag på den ene side og på den anden bygger på praktiske erfaringer… bliver den virkelig relevant. Ved dette bearbejdes problematikkerne omkring de traditionelle coaching metoder i forhold til vilkårene i idrætten på bedste vis, og jeg har fundet megen inspiration til mit arbejde med udøverne.” Lars Uhre, assisterende landstræner i badminton
    • ”Bogen gør op med myten om coachingens endegyldige sandhed som svaret på alt i trænerens arbejde med udøveren, og den bringer coaching ind i en arbejdsmæssig praktisk kontekst… en perle af en bog: et praktisk arbejdsværktøj med stor gennemslagskraft for træneren og et nødvendigt skridt i et paradigmeskift, som både vil give større relevans og gennemslagskraft til coaching i praksis, men som også integrerer coaching med andre værktøjer, træneren kan bruge i udviklingen af spillere og team i virkelighedens komplekse verden.” Jan Frej, landstræner i golf.

Bibliografi

  • Hansen, J. (2004). Coaching og læring. I J. Hansen, T. Bundgaard & J. Egstrup, Trænerrollen. Brøndby: Danmarks Idræts-Forbund.
  • Hansen, J. & Henriksen, K. (2009). Træneren som coach. En praktisk guide til coaching i sport. Virum: Dansk Psykologisk Forlag.
  • Henriksen, K., Hansen, M. & Hansen, J. (2007). Gyldendals idrætspsykologi. København: Gyldendal.

Bliv forfatter

Har du en idé til en bog, eller mangler der en bestemt bog på markedet, så kontakt os gerne.