
Action Learning Consulting
Action Learning Consulting er en konsultativ tilgang, der samtænker organisatorisk læring og resultatorienterede forandringsprojekter
Bogen indgår i ERHVERVSPSYKOLOGISERIEN, der handler om psykologien i vores arbejdsliv.
Bøgerne i serien giver indblik i de psykologiske aspekter af vores hverdag på jobbet og kommer med konkrete råd til, hvordan vi kan forbedre vores arbejdsliv – i såvel privat som offentligt regi.
ALC (Action Learning Consulting) er en konsultativ tilgang, som forsøger at skabe organisatoriske resultater, samtidig med at de nødvendige kompetencer for at skabe resultaterne udvikles. Denne synkroniseringstænkning synliggør, om organisationens sociale styringsteknologier såvel som dens hårde styringsteknologier understøtter eller modarbejder den ønskede forandring. Nogle gange er forandringen måske bedst initieret ved at ændre en hård styringsteknologi først og så følge op med kompetenceudvikling. Alle parter gøres dermed til reelle aktører i forandringen.
Action Learning Consulting henvender sig til forandringsagenter, der oplever, at de eksisterende tilgange til udvikling og forandring enten er for ”bløde” eller for ”hårde”, enten har for ensidigt fokus på kompetenceudvikling, socialpsykologiske kvaliteter og kultur eller for snævert et fokus på struktur, systemer og økonomi. Den henvender sig primært til organisationskonsulenter, projektledere og forandringsledere, forskere og andre faggrupper, der arbejder med udvikling af arbejdspladser.