
Denne bog er en indføring i, hvordan elever lærer at omsætte kreative tanker til innovative handlinger, som skaber værdi for eleverne selv og andre. Med udgangspunkt i 15 års undervisning og forskning gennemgår psykolog, ph.d. Anne Kirketerp betingelserne for og principperne bag innovation og entreprenørskab i folkeskolen. Suppleret med forslag til øvelser og illustrerende eksempler til inspiration.
Med afsæt i positiv psykologi, læringsteori og entreprenørskabsteori giver bogen definitioner på og overblik over begreberne kreativitet, innovation, foretagsomhed og entreprenørskab. Uanset om kompetencen foretagsomhed skal bruges til at starte virksomheder, blive en innovativ tømrer, læge eller pædagog, bunder den i én og samme bagvedliggende evne til at gøre noget ved det, vi oplever er forkert i verden.
Bogen henvender sig primært til lærere og pædagoger i folkeskolen. Journalist Karin Svennevig Hyldig har bearbejdet indholdet med henblik på at gøre bogen tilgængelig for alle
Fakta
- Udgivelsesår
- 2016
- ISBN (Bog)
- 978-87-7158-422-6
- ISBN (E-bog)
- 978-87-7158-423-3 (EPub)
- Antal sider
- 64
Citat fra bogen
Ambitionen om at være „bedst“ globalt indenfor læsning og matematik er efter min vurdering den største forhindring for Danmarks fremtid som foretagsom og innovativ nation. Ikke fordi vi skal undlade at træne dansk og matematik, men fordi et så stærkt krav om måling af noget bestemt, som vi i skrivende stund er vidner til, uvægerligt vil sløre fokus på almene kompetencer som foretagsomhed.
Anmeldercitater
Bogen er en god lille værktøjskasse i forhold til at arbejde konkret med det til tider flyvske begreb innovation. [...] Gennem hele bogen er der masser af konkrete øvelser, man kan tage med sig direkte ind i undervisningen.
Nina Eriksen, Folkeskolen.dk, april 2016
Bogen er hurtigt læst og giver lyst til at inddrage innovationspædagogikken i egen undervisningspraksis samt en masse idéer til hvordan det kan gøres i praksis. [...] Et godt værktøj til den pædagogiske værktøjskasse.