Det formodes, at omkring 5% af børnene i grundskolen oplever skolevægring i løbet af deres skoleforløb – fra korte til længere perioder. I bogen Jeg vil ikke i skole. Om skolevægring hos børn og unge af psykolog Anne Vibeke Fleischer kan man læse, at definitionen på skolevægring er ”barnets forsvar mod oplevet ubehag eller urimelighed”. Hun skriver, at det er selve kernen i skolevægring, at barnet forsvarer sig mod noget, det oplever som ubehageligt, og at modstanden mod skolen er barnets måde at vise, at det ikke trives og har brug for hjælp. Opgaven ligger således først og fremmest i at finde ud af, hvad barnet forsvarer sig imod.

Tegn på skolevægring og mulige årsager

Skolevægring begynder ofte i det små. Barnet har først en smule fravær, men får så mere og mere. Ifølge Anne Vibeke Fleischer skal man som forælder være særligt opmærksom på overgange – fra fridage eller ferie til skole samt skift mellem forskellige klasser – da det er her de første tegn ofte viser sig. Desuden skal man forsøge at tackle situationen i opløbet. Jo længere tid barnet er væk fra skolen, des sværere er det at komme tilbage.

Årsagerne til skolevægring findes inde i barnet, i skolen eller i hjemmet. Ofte er det en kombination af flere faktorer. Det kan være, at barnet er udfordret med hensyn til sociale færdigheder eller kognitive forudsætninger eller er særligt sårbar. Anne Vibeke Fleischer skriver, at angst ses hos en stor andel af børn og unge med skolevægring.

”Skolevægring kan betragtes som den bedst mulige reaktion, som barnet kan finde på i den givne situation.”

Fra bogen Jeg vil ikke i skole. Om skolevægring hos børn og unge

Årsager i hjemmet kan være mange forskellige ting, der påvirker trivslen i familien. I skolen kan det sociale være en betydningsfuld faktor; samspillet blandt kammeraterne eller klassens klima generelt kan påvirke barnets lyst til at gå i skole. Nogle gange skyldes det mobning – på skolen eller de sociale medier. Det faglige niveau kan ligeledes være årsag. Det kan både opleves som for højt eller for lavt for barnet.

Hvad angår højtbegavede elever skriver psykolog Dea Franck i Kort & godt om HØJ BEGAVELSE, at det egentlig er mere dækkende at kalde skolevægring blandt højtbegavede for ”ufrivilligt skolefravær”. Hun understreger, at de som regel har stor motivation for at komme i skole, ”men er nået til et punkt, hvor de ikke længere kan rumme at være i rammerne og indholdet.” Understimulering og dertilhørende forkerthedsfølelse fører til mistrivsel og kan ende i højt skolefravær.

Overordnet handler mistrivsel ifølge Anne Vibeke Fleischer altid om samspillet mellem barnet og barnets forskellige miljøer.

Hjælp til børn og unge med skolevægring

Hvordan afhjælper man skolevægring? Hvad kan man som forælder gøre, og hvor kan man søge hjælp? Anne Vibeke Fleischer råder forældre til at se barnet i et lidt længere perspektiv og præsenterer en række strategier og redskaber, der kan hjælpe børn gennem skolevægring. Heriblandt at stå på deres side, tale sammen og hjælpe dem på vej med anerkendelse, belønning og afstemt pres:

Stå på deres side: Først og fremmest skal man vise børnene, at man er på deres side; vise at man er sammen om problemet. I den forbindelse skal man forsøge at undgå straf, magtanvendelse og bebrejdelser.

Tal sammen: For at finde årsagen til skolevægringen, må man have nogle gode samtaler med barnet. Find en ramme for samtalen, der er overskuelig for barnet og på dets præmisser.

Anerkendelse, belønning og pres: Det er vigtigt at give barnet anerkendelse for selv de mindste fremskridt. Ofte har børn med skolevægring en negativ selvopfattelse. Dette kan man hjælpe dem med at ændre ved at fokusere på og fremhæve deres ressourcer og de handlinger, som de lykkes med. Belønning kan fungere som et redskab i nogle tilfælde, og ligeledes kan pres være behjælpeligt, hvis man formår at afstemme det, så det virker overkommeligt.

Søg hjælp: Man kan både søge hjælp i skolen, hos sundhedssystemet og fra socialforvaltningen. Som nævnt er angst en udbredt årsag til skolevægring. Specialist og supervisor i psykoterapi Barbara Hoff Esbjørn og specialist i kognitiv adfærdsterapi Sonja Breinholst skriver i Kort & godt om BØRN OG ANGST, at 1-2 børn i hver skoleklasse lider af angst. I disse tilfælde er der hjælp at hente hos professionelle. De skriver, at den terapiform, der anbefales til børn med angst, er kognitiv adfærdsterapi. Det kan desuden hjælpe, at man som forælder reflekterer over sin egen adfærd, da den kan påvirke barnet. Optræder man selv ængsteligt omkring barnet? Fokuserer man ofte på problemer og risici? Eller er man overbeskyttende?